Forsvars- og sikkerhedspolitik
Det er Demokraternes overordnede mål, at alle folk på denne klode skal leve i fred og sikkerhed. Vi arbejder derfor for, at Danmark i ord og handling bakker op om FN-pagten.
Det er desuden vores grundlæggende holdning, at alle folk har ret til selvforsvar. Vi støtter derfor et stærkt dansk forsvar for hele Kongeriget Danmark, og vi støtter det danske medlemskab af NATO samt oprettelsen at et nordisk forsvarsforbund.
Vi er dog modstandere af EU’s militære dimension og ønsker en ny folkeafstemning om genindførelse af det danske forsvarsforbehold i EU. Vi modsætter os også overstatslige beslutninger inden for forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Det er vores holdning, at danske soldater kun skal kunne deltage i militære missioner, hvis der er et klart FN-mandat. Vi ser også gerne, at der genoprettes en hurtigudrykkende fredsstyrke under FN.
Det er vores mål, at det danske forsvar bliver verdensmestre i at redde liv i forbindelse med internationale missioner. Danmark bør således fokusere på livreddende og genopbyggende aktiviteter i internationale missioner. Vi arbejder bl.a. for, at Danmark igen får et “Jutlandia”. skib. Beredskabsstyrelsen bør styrkes og vi ser gerne, at der oprettes beredskabscentre på Fyn, i Nordsjælland, på Færøerne og i Grønland.
Vi arbejder også for, at Danmark ligesom Norge skal engagere sig mere i fredsmægling.
Demokraterne er i øvrigt modstandere af masseødelæggelsesvåben og arbejder for et globalt forbud mod våben med kunstig intelligens.
Alle politikområder