Natur-, klima -, miljø- og energipolitik

Demokraterne anser bevarelse af klodens natur som det vigtigste politiske spørgsmål i dag og fremover. Vi vil trække på FN'sFNs klima- og biodiversitetsrapporter samt internationale klimaaftaler for at fremme en hurtig og gennemgribende grøn omstilling i alle dele af det danske samfund, herunder produktion, transport, landbrug, byggeri og energiforbrug. Borgerne skal inddrages aktivt og være medansvarlige i denne omstilling, ikke kun som modtagere af beslutninger, men som aktive deltagere i processen.
Vi ønsker at skabe rammer, der hjælper borgeren med at kunne oprette kollektive selvforsynende landbrug, da selvforsyning er et vigtigt skridt imod en bæredygtig fremtid. Det skal gøres muligt for borgeren at være energiselvforsynende, så de ikke er afhængige af det offentlige net, men har mulighed for at tilslutte sig det efter behov.
Vi er imod at bruge atomkraft som energikilde, men vil indlede en åben debat omkring fordele og ulemper i Danmark, og lade det være op til en folkeafstemning at træffe beslutning herom.
Forurening og klimaskadelig produktion skal have konsekvenser for de ansvarlige, både juridisk og økonomisk. Vi vil udarbejde en national handlingsplan, som omfatter øget skovrejsning, beskyttelse af vådområder og naturreservater samt reduktion af import og brug af biomasse, som skader klimaet og biodiversiteten. Vind- og solenergi skal prioriteres til både el-produktion og fjernvarme, mens digitaliseringens øgede energiforbrug også skal adresseres.
Vi vil fremme bæredygtige byggematerialer og renovering af eksisterende bygninger, samt elektrificering af jernbanenettet og styrkelse af offentlig transport. Benzin- og dieselbiler skal gradvist erstattes af ikke-fossile biler, og infrastrukturen for el-biler skal udbygges over hele landet. Danmark skal sikres mod oversvømmelser gennem kystsikring, og vi vil støtte køb af nærproducerede fødevarer samt muligheden for borgere at få adgang til billige kolonihaver eller jordlodder.
Vi ser det som en nødvendighed at bevæge os mod en bæredygtig fremtid, hvor vi balancerer økonomisk udvikling med hensyn til klimaet, miljøet og vores ressourcer.
Alle politikområder
Læs også: Landbrugspolitik