Ukraine
Demokraterne står fast på folkeretten og menneskerettighederne, uanset hvor de krænkes og af hvem. Ruslands krig mod Ukraine udgør et klart brud på FN-pagten, folkeretten og menneskerettighederne, hvilket fører til betydelig lidelse og ødelæggelse.
Demokraterne fordømmer alle erobringskrige uanset hvor det sker og uanset hvem der udfører dem. Ethvert land har ret til at forsvare sig, og Ukraine handler i overensstemmelse med folkeretten ved at forsvare sig mod en militær invasion.
Det er vores holdning, at Danmark skal fortsætte med at støtte Ukraines selvstændighed, suverænitet og respekten for dets territoriale integritet. Vi støtter derfor sanktioner mod Rusland, indtil der opnås en fredsaftale med Ukraine. Desuden mener vi, at Danmark aktivt bør bistå Ukraine med humanitær hjælp og defensive våben. Den danske støtte skal sigte mod tre mål:
Redde liv, natur og ejendom i Ukraine samt beskytte og hjælpe den civile befolkning.
Forhindre yderligere russisk erobring af ukrainsk territorium.
Skabe betingelser for våbenhvile og fredsforhandlinger.
Vi ønsker, at Danmark udvikler sig til en humanitær stormagt og intensiverer indsatsen for at beskytte den ukrainske befolkning mod krigens rædsler. Vi mener også, at den danske militære støtte bør omfatte defensive våben, der kan forhindre russiske missiler, droner og bomber i at ramme mål i Ukraine.
Desuden vil Demokraterne arbejde for at sikre, at de forsyninger, der sendes til Ukraine, når frem til borgerne og frontlinjerne og ikke forsvinder undervejs. Det er afgørende, at den humanitære hjælp når de mennesker, der har mest brug for den, og at den ikke hindres af bureaukrati eller korruption.
Vi håber på en snarlig våbenhvile og fredsforhandlinger mellem parterne og er klar til at bidrage med konstruktive forslag til afspænding og forsoning. Når vi bliver repræsenteret i Folketinget, vil vi kontakte begge landes ambassadører i Danmark for at udforske mulighederne for våbenhvile og fredsforhandlinger.
På lang sigt arbejder vi for, at de russiske styrker trækkes tilbage fra Ukraine, at Ukraine bliver et atomvåbenfrit land, og at der sikres rettigheder og sikkerhed for alle etniske mindretal i Ukraine. Efter tilbagetrækningen af de russiske styrker mener vi, det vil være gavnligt at indsætte FN-soldater fra neutrale lande i de besatte områder for en midlertidig periode til at opretholde ro og orden og forhindre selvtægt. Demokraterne vil også opfordre til at Ukraine bliver til et atomvåbenfrit land.
Alle politikområder
Læs også: EUsamarbejde